Angsten er aldrig helt væk.

Sneglehuset er der igen. Det sidder i mit bryst og snor sig op igennem min hals. Min mave føles som en hård klump og jeg kan ikke helt få luft nok ned i lungerne.

Jeg har ellers haft en rigtig god periode, som man måske har kunne fornemme på de noget kedelige blogs, men nu viser angsten sit grimme ansigt igen.
Jeg er stædig, den skal ikke have lov at ødelægge mig helt og den skal ikke have lov at fylde i dagevis. Men i dag har den altså taget over. Jeg vil ikke sige den har vundet, for jeg har tænkt mig at gøre alt i min magt for at få en nogenlunde dag alligevel, men jeg har måtte melde mig syg og aflyse det jeg skulle i dag.
Tanken om at skulle ud og køre i bil alene var nok til at min vejrtrækning ændrede sig og jeg skal ikke nyde noget af at sidde strandet på Borups Allé med et panikanfald igen.

Så nu bliver jeg hjemme og tager mig af mig.

Det bliver noget med en varm kat, te og dyne i sofaen tror jeg. Og så skal jeg ikke tage mig af noget fornuftigt før i morgen.
Men det føles så grimt og så invaliderende at blive ramt af angsten igen efter så god en periode. Jeg har haft det så godt og følt mig helt normal, det er som om at angst-trolden opdagede det og liiiige skulle gøre opmærksom på at han altså stadig sidder på min skulder og kan gøre mine dage til et helvede. For det kommer uden grund og uden advarsel. Jeg vågnede og havde i dén grad brug for at sove mere og jeg udsatte derfor min alarm og tænkte at så måtte jeg skippe brusebadet. Men da jeg vågnede igen sad sneglehuset der helt tydeligt og bare tanken om at forlade sengen for at tage til jobcenteret var nok til næsten at trække tårer.

Så nu sidder jeg i sofaen og om lidt henter jeg dynen og så kommer katten som regel af sig selv.