"Du er da blevet lidt tyk er du ikke?"

Jeg har haft svært ved at skrive det her, for det går tæt på og det blotter mere sårbarhed, end hvad der er helt rart. Men måske netop derfor er det godt at skrive og udgive, jeg er næppe den eneste med tanker om det her.

Jeg har taget i hvert fald 30 kg på, efter jeg startede på anti-depressiver, måske også mere. Det har været en kombination af at jeg både trøster mig selv og fejrer mig selv med mad og at anti-depressiverne generelt har en tendens til at gøre noget ved min sult. Dem jeg er på nu, gør at jeg ofte ikke kan mærke mæthed, jeg bliver ved med at føle mig sulten selvom jeg spiser. Jeg ved reelt set ikke hvad jeg vejer, for jeg bliver ked af det hver gang jeg stiller mig på vægten.
Jeg hader den ekstra vægt med alt den kraft jeg kan finde i mig. Men samtidig må jeg indse at medicinen har hjulpet mig.

Jeg har fået mange kommentarer fra folk jeg troede holdt mere af mig, kommentarer der kun gik på min vægt. Ikke ondskabsfulde kommentarer, men den slags kommentarer som "Er du sikker på at det der er sundt at spise?" "Du skulle tage at snakke med X, han har tabt sig meget." "Fitness er jo ikke så dyrt." "Det klædte dig mere at være tynd."
Okay den sidste var ret ondskabsfuld - men det er ikke engang den værste jeg har fået.
Min vægt fylder ekstremt meget i mit liv og der går ikke en dag hvor jeg ikke føler mig stor, tyk og grim. Jeg kan stadig føle mig tynd og pludselig få øje på mit spejlbillede og blive ked af det helt ind i sjælen. Det har virkelig hullet et, i forvejen skrøbeligt, selvværd.
Jeg arbejder på at gøre det bedre, på ikke at lade det fylde så meget, på at tabe det igen i sidste ende. Men jeg må bare erkende at de kg har været prisen for at få et hoved der ikke var helt sumpet sammen af depression.

Men nu skal der ske noget. Jeg er træt af at hade min krop, træt af at jeg ikke kan passe mit tøj, træt af at føle mig alt for stor og klodset. Jeg har heldigvis en skøn kæreste som er helt med på ideen og vi vil nu aktivt og sammen begynde at spise sundere og bevæge os noget mere.
Jeg forventer ikke mirakler, men nu skal det være slut med at give op hver uge og begynde at spise hvad som helst, for så at få det dårligt og beslutte at spise sundt for så at give op igen og så videre, og så videre. Det skal være slut med at belønne mig selv med usund mad, hvis jeg har klaret noget godt og det skal være slut med at trøste mig selv med usund mad, hvis dagen har været hård.
Det handler dybest set om at finde nogle andre strategier til at håndtere de ups og specielt downs som hverdagen jo nok vil blive ved med at kaste i hovedet på mig.

Jeg bliver aldrig noget lille nips, jeg er højere en gennemsnittet og har siden min tidlige pubertet haft mere kvindelige kurver end de fleste.

Og det bliver jeg da ved med at have, jeg har ingen planer om at skulle blive helt afpillet. Men der er bare blevet lidt for meget af det hele og det skal der laves om på.

Og for første gang hænger motivationen ved i længere tid end bare lige en enkelt aften. Så jeg håber at der måske langsomt faktisk kan begynde at ske noget.