At ville være fri for livet.

På den anden side kender alle selvmordere også kampen mod fristelsen til at begå selvmord. De er alle, i en eller anden afkrog af sjælen, helt bevidst om at selvmord ganske vist er en udvej, men dog kun en ret lurvet og illegitim nødudgang, at det i grunden er mere ædelt og smukt at lade sig besejre og fælde af livet selv end at dø for egen hånd. Denne viden, denne såkaldte dårlige samvittighed som deler udspring med de såkaldte selvtilfredsstilleres dårlige samvittighed, får de fleste 'selvmordere' til at føre en varig kamp mod fristelsen. De kæmper som kleptomanen kæmper mod sin last. Steppeulven kendte også til denne kamp, han havde udkæmpet den med mange forskellige våben.
- Steppeulven af Herman Hesse

Det sidste symptom jeg mangler at fortælle om er selvmordstanker. Det er noget rigtig mange har det rigtig svært med og det er vanvittigt tabubelagt. Men jeg vil gerne bryde det tabu og snakke lidt om det.
For mig har selvmord aldrig været en reel mulighed, men det er noget der altid har været i mit liv. Jeg kan ikke huske hvornår jeg første gang tænkte på det og jeg kan ikke huske hvordan det er at leve uden denne her bevidsthed om muligheden.
Når man møder op på en psykiatrisk skadestue eller til stort set hvilken som helst anden samtale i psykiatrien, så kommer spørgsmålet "Har du selvmordstanker?" relativt hurtigt. Og mit svar har altid været både ja og nej.
Jeg har ikke selvmordstanker på den måde at jeg overvejer eller planlægger selvmord, det har jeg aldrig rigtig gjort tror jeg. Men jeg har altid en følelse af at hvis jeg skulle dø om lidt, så ville det ikke være noget tab. Jeg har nogle gange fået indskydelser til at kaste mig ud af en bil på motorvejen eller til at tage det der skridt ud over kanten fra noget højt, men jeg har aldrig reelt overvejet at gøre det.
Selv når jeg er længst ude og har det allerværst, så er der stadig nogle ting der holder mig tilbage. Dels er jeg en kylling og jeg er pisse bange for at det ikke skulle lykkes og for den fysiske smerte der ville være forbundet med det. Og dels så vil jeg ikke udsætte mine nærmeste for at skulle finde mig død og skulle rydde op efter mig og skulle forholde sig til at jeg valgte dem fra.
Men jeg har mange gange ønsket mig selv død. Jeg har mange gange ønsket at min krop bare ville give op og give mig et hjertestop, så jeg kunne komme herfra uden selv at skulle have skylden for det.

Jeg har aldrig, heller ikke som barn, forstået de historier hvor nogen stræber efter evigt liv. For jeg forstår ikke hvad man vil med evigt liv, for mig er det en trøst at vide at det en dag slutter, at jeg en dag kan få fred. Jeg forstår heller ikke religiøses behov for at tro på en form for væren efter det her liv. Tværtimod så er det en trøst for mig at tænke på, at når jeg dør her, så er der ingenting. Jeg tror mere døden er som en kontakt, din krop dør og alt du består af; din bevidsthed, din sjæl, din væren - hvad vi nu skal kalde det, den forsvinder med dig og så er der bare ikke mere. Man ophører med at eksistere.

Mange siger at selvmord er fejt, men det tror jeg ikke jeg synes det er. Selvmord er en tabt kamp mod noget. Selvmord er når man ikke kan mere, når man har kæmpet og kæmpet til der ikke er mere at kæmpe med. Når man har slidt sig selv helt ned til sokkeholderne i et forsøg på at holde dæmonerne væk. Jeg tror ikke selvmord er et let valg.
Jeg synes heller ikke at selvmord er et godt valg, for man skaber så meget smerte i sit kølvand med sådan en beslutning, men jeg kan godt forstå at man kan være fristet.
Jeg kan selvfølgelig ikke dømme andre i deres valg, men når der er kendte der begår selvmord så er der altid nogen der har travlt med at fordømme valget. Og jeg synes ikke at vi kan fordømme det - ingen ved hvad der foregår i hovedet på folk når de tager den beslutning.
Og hvad nu hvis vi kunne snakke lidt mere åbent om det? Hvis vi kunne gøre det mindre skamfuldt at indrømme, at man kan være i en situation hvor man ønsker sig selv død, så ville det måske være nemmere at bede om hjælp inden man når derud hvor man tager beslutningen og handler på det.

Jeg har aldrig forestillet mig at jeg ville blive særligt gammel. Ikke at jeg aktivt har tænkt over det, jeg tror bare at jeg ubevidst altid er gået ud fra at jeg ville tage billetten inden da. Men jeg begynder at kunne se mig selv som gammel dame, ikke altid, men nogle gange får jeg et glimt af hvordan det kunne blive engang.
Jeg kan huske første gang jeg oplevede et bevidst øjeblik hvor jeg ikke ønskede mig selv død. Et lille øjeblik hvor det gik op for mig at jeg faktisk ville ærgre mig hvis en bus pløjede ind i mig. Jeg stod ved Rådhuspladsen og ventede på 6A og jeg ved ikke hvad det var ved situationen, men et eller andet fik mig pludselig til at tænke, at jeg faktisk ville føle at jeg gik glip af noget hvis jeg døde i det øjeblik. Det er længe siden jeg havde det øjeblik, men jeg tror at noget vendte den dag. Et eller andet havde ændret sig. Det betyder ikke, at jeg ikke har dage hvor jeg føler at det ville være bedst at jeg ikke eksisterede, men efter dengang så er jeg blevet bevidst om, at der også er dage som jeg gerne vil opleve og ting jeg ville være ked af at gå glip af.

Jeg ved ikke hvorfor selvmord er så svært at snakke om, men jeg tror ikke vi hjælper nogen ved at galpe op om hvor forkert det er og hvor egoistiske folk der dør for egen hånd er. Jeg tror kun at vi hjælper folk ved at gøre det ok at snakke om og ok at indrømme.
Så for at koge det hele ned vil jeg bare sige at jeg har selvmordstanker og det er ok. Forhåbentligt er det noget jeg en dag kan slippe for, men ind til da er det ok at de er der og det er ok at det er svært.