Når blodet flyder ...

Efter en kort afstikker om min nye, fine tatovering vil jeg vende tilbage til at snakke lidt om symptomer. Jeg har ikke været igennem hele listen og vi er nået til et af de symptomer som er rigtig svære at tale om og som er omgærdet af meget tabu, nemlig selv-destruktivitet.

Det har taget mig lang tid at skrive det her indlæg, for hvor meget skal jeg dele og hvad skal holdes privat? En af mine missioner med denne her blog er jo at bryde tabu og den bedste måde at gøre det, er ved at snakke om de ting der er tabu. Så derfor har jeg besluttet at dele min historie relativt råt for usødet. Den er sikkert ikke anderledes end mange andres og der er bestemt andre der har haft det sværere end mig. Men det har ikke været nemt altid og derfor har jeg været selv-destruktiv op gennem min teenagetid.

Første gang jeg var selvskadende var jeg ca. 14 år, min farmor var død kort tid før og jeg kunne ikke finde ud af at rumme det hele. Det hjalp mig lidt at få afløb via fysisk smerte. Et par veninder i min klasse opdagede det og fik mig til at love at jeg aldrig ville gøre sådan noget igen. Og egentligt tror jeg at jeg ville have holdt det løfte, hvis ikke livet lige der valgte at slå en krølle. Meget kort tid efter blev jeg nemlig overfaldet af en pigebande og slået ned på vej hjem fra skole.

Det var en voldsom oplevelse og omfanget af den er først gået op for mig mange år efter. Til at starte med blev jeg vred. Vred på alting. Jeg var 14 år gammel og havde lige opdaget at jeg ikke var usårlig og udødelig, som teenagere ellers har en tendens til at tro de er. Jeg opdagede at jeg kunne gå i stykker og at andre kunne skade mig. Jeg var ikke bevidst om det dengang, men jeg var rasende. Min reaktion blev at jeg gik i meget sort tøj, jeg hørte vred musik og jeg faldt tilbage på selvskaden.
Jeg var meget langt nede i flere år og jeg havde det virkelig skidt. Dengang reddede teateret mit liv, det blev et åndehul i en verden som jeg hadede. I takt med at jeg kom videre og jeg lagde oplevelsen bag mig, så fandt farverne vej ind i mit liv igen og jeg stoppede med at være selvskadende - for jeg fandt ud af at den dårlige samvittighed og selvhadet efterfølgende, faktisk var værre end at udholde det jeg stod i. Jeg skammede mig over at være selvskadende og jeg skjulte det. For mig var det ikke et råb om hjælp, men en ventil som lige tog toppen af trykket indeni mig.
Jeg har sidenhen fundet ud af at mange andre ting hjælper mere, blandt andet det at skrive tingene ned. At formulere det der gør ondt og er svært, det hjælper mere end noget barberblad.

Det er flere år siden jeg sidst har skadet mig selv bevidst, men tendensen popper op i mit hoved hver gang jeg er presset. Når det hele er svært og koger over, så bliver jeg underligt bevidst om at jeg har underarme. Om at huden er helt blød og tynd og om hvordan det ville være hvis jeg fik blodet til at løbe. For folk der ikke kender tendensen fra sig selv, virker det nok helt vanvittigt. Hvis du har det skidt, hvorfor så tilføre mere smerte? Men sagen er den, at den fysiske smerte letter for den psykiske smerte om end kun for et kort øjeblik. I det øjeblik hvor der går hul på huden og blodet begynder at løbe, der er der stille inde i hovedet. Problemet er bare, at jeg et sekund efter hader mig selv for at have gjort det og fortryder det bitterligt og så fortsætter larmen.

Jeg tror det er svært for mange at indrømme selvskade fordi det er så tabu-belagt og derfor er det også svært at stoppe igen. Jeg var en dårlig selvskader fordi jeg i virkeligheden hader smerte, så jeg røg aldrig dybt ind i den afhængighed som det er. Men jeg kan godt forstå hvordan man kan ryge derud hvor man ikke kan styre det.

Selv-destruktivitet kan være mange andre ting end den direkte selvskade. Når jeg eksempelvis bliver i sengen i 5-10-15 timer ad gangen, så er jeg i virkeligheden også selv-destruktiv. For jeg ved at det er bedre for mig at komme op og ud, men det er nemmere at blive i sengen og sove og prøve at glemme at verden eksisterer. Selv-destruktivitet er på mange måder den "nemme" løsning - for det hjælper, men man får det ikke bedre i det lange løb. Nem skal her, virkelig ses i gåseøjne, for der er intet nemt ved at være i den situation. Når man er derude hvor den nemme løsning er at flå hul på sig selv og gøre andre ting man ved er skadelige for en selv, så passer ordet 'nem' i virkeligheden slet ikke mere.
Jeg blev engang, på en psykiatrisk afdeling, anbefalet at stikke hænderne under det iskolde vand i hanen, i stedet for at skære i mig selv. For det første havde hun ikke forstået at for mig handlede det om at se at der gik hul på huden, se blodet løbe, meget mere end det handlede om smerten. For det andet så var det bare en anden krykke hun tilbød mig. Målet må vel være at leve uden krykkerne? At leve uden at måtte føle fysisk smerte for at kunne udholde den psykiske.
Jeg kan godt. Jeg kan godt leve uden at skade mig selv direkte, men jeg tror aldrig helt jeg slipper tendensen til at kradse i mine arme når jeg hyperventilerer af gråd, jeg tror aldrig helt jeg slipper tanken om hvor glat og fin min hud er og hvor nemt det ville være at stikke hul på den.

Jeg håber ikke jeg har overskredet nogens grænser nu, for det er en svær ting at tale om og det var også en svær ting at skrive om. Men jeg håber, måske naivt, at hvis vi nu kunne tale om det, så kunne vi måske også hjælpe dem der stadig sidder i det og som ikke kan holde sig selv ud. For det er et virkelig grimt sted at sidde, jeg har mærkerne der beviser at jeg ved det.