Verden indeni mig.

En diagnose bliver en del af den fortælling man har om sig selv. Den bliver en stor del af ens selvbillede. Jeg måtte gøre simpel skizofreni til en del af mit selvbillede for at acceptere den behandling jeg har været i de sidste to år. Men nu er vi nået slutningen af de to år og den samtale om diagnose, som jeg vidste ville komme, skal snart tages.
For jeg passer heller ikke helt ind i simpel skizofreni, jeg passer nok til at behandlingen har givet mening, men måske ikke nok til at det er det jeg skal have stående i mine papirer. Man kan argumentere for at navnet på diagnosen er ligegyldigt, det er jo symptomerne der er vigtige, de reelle problemer. Men diagnoser er vigtige i vores system, for hvis du ikke har en diagnose, så kan du ikke få hjælp.
Jeg er bange for at skulle stoppe i det her forløb, men jeg er også bange for hvad der vil ske hvis jeg igen skal have ændret diagnose, for at få ordet skizofreni har åbnet nogle døre der ellers har været lukkede. Jeg kommer ikke til at stå diagnose-løs, men vi skal se på om der er noget der måske passer bedre. For at være ærlig, så tror jeg det ikke.
Jeg tror jeg skal affinde mig med ikke at passe ind i nogen af kasserne. Det er ok med mig at tage denne her samtale, men hvis vi ikke finder noget der passer bedre, så gider jeg ikke mere. Jeg gider ikke kastes mere rundt. Jeg ville ønske at jeg bare kunne blive hos OPUS, det forløb jeg er i nu, og det første forløb der har givet mening for mig. Jeg kender min behandler godt nu, jeg får for første gang medicin der gør en forskel, jeg kan lide at komme der (når jeg kan) og jeg er tryg ved stedet. Men forløbet er slut og kan ikke forlænges for sådan er reglerne.

Jeg er træt af regler.

Forhåbentligt skal jeg dog snart i noget praktik, og det vil være sundt for mig at komme i gang med noget, men det føles også som et noget nær uoverstigeligt bjerg at skulle i gang.
Dels fordi jeg ikke helt kan forestille mig et sted der kan bruge mig, og samtidig kan være fleksibelt nok til at jeg kan være der. Men også dels fordi det føles umuligt at skulle til det igen.
Jeg har ikke været i noget hvor jeg fast skulle ud siden før corona, og dengang var det med svingende resultat. Når jeg tænker på fremtiden virker den i det hele taget uoverskuelig og alt for stor.
Har I andre også lyst til at tude og gemme jer hver gang I tænker på fremtiden, eller er det bare mig?
Det er for stort til at jeg kan være i det.
I det hele taget er verden meget stor for tiden, til tider alt for stor og så er det, det hele ramler for mig. For det ramler stadig med jævne mellemrum, og måske vil det altid gøre det, måske vil verden altid være for stor til mig. Eller måske er det bare min indre verden den er gal med, for verden er smuk, så hvorfor er verden indeni mig så grim og farlig?