Den Maskerede Hævner

Jeg har i mange år været ret vild med Annika Aakjær, både hendes stemme og hendes tekster. Især hendes første musik, før det blev for elektronisk, er jeg ret vild med. Men nummeret Den Maskerede Hævner har mit hoved kredset om på det sidste.

Det kommer sig især af omkvædet: 

Det er netop det som jeg er bange

For at komme til

At brænde inde, med mit liv

At jeg skal tabe i tabernes spil

Som et overeksponeret filmnegativ

Det giver så meget genklang i mig i de her dage. Det er nu fem år siden at jeg kom ind i systemet som syg, og jeg er kun blevet mere syg af det. For fem år siden afsluttede jeg min BA, det var sindssygt hårdt at komme igennem det, men jeg klarede tre og et halvt år på universitet.
I dag kan jeg ikke gå ud af mit hjem uden hjælp.

Jeg bliver fulgt til alting. Enten hele vejen eller som minimum ud af døren og hen til stationen hvis jeg skal med toget. Det er meget sjældent at det lykkes mig at gøre det alene.
Det er ekstremt hæmmende, men også umyndiggørende. Jeg føler mig ikke som en rigtig voksen i en alder af 31. Jeg tror de fleste af os ikke rigtigt føler os voksne, men de fleste får klaret voksen-ting alligevel, for de har voksen-liv. Det har jeg ikke.

For tiden kan jeg ingenting. Jeg bruger alt min tid på at glo TV, for det er det eneste min grød-agtige hjerne kan overkomme. Jeg keder mig og jeg er ked af det hele tiden.
Det værste er at jeg føler at jeg er i live for andres skyld. Jeg lever videre fordi jeg ikke kan få mig selv til, at byde dem omkring mig alternativet, men jeg lever ikke fordi jeg har lyst. 

Jeg lever ikke for min egen skyld.
Det er hårdt at indrømme, og sikkert også hårdt at læse for dem jeg har nær, men det er sandheden.
Og selvom lyspunkterne er skinnende, så er det ikke nok når resten er totalt mørke. Det er ikke nok at leve for andre, jeg vil hen til et sted hvor jeg kan leve fordi jeg har lyst, fordi livet er værd at leve.
Det er det ikke lige nu.

Det føles utaknemmeligt at føle sådan overfor dem der gør så meget for, at give mig lyspunkter at leve for. Og når jeg er i de øjeblikke, så er livet også det værd, men det er ikke nok.

Det betyder ikke at jeg har selvmordsplaner og jeg kan ikke forestille mig at det var noget jeg nogensinde kunne finde på at gøre. Men for tiden har jeg tankerne hver dag.

Som i Den Maskerede Hævner, så ønsker jeg mig at kunne stå i spidsen for mit eget liv og råbe vagt i gevær.