Nogle gange er angsten bare en gnavende fornemmelse. Ikke panik, ikke gråd og ked-af-det-hed, bare en gnavende lede ved at være, ved at eksistere.
Jeg er ved at have fået bygget dæmningen indeni mig op igen, og jeg er i gang med at pumpe vandet ind bag den. Jeg lapper den med drivtømmer og gode øjeblikke, men jeg ved at det ikke holder evigt.
Men den gnavende følelse er der hele tiden og jeg lider meget under den for tiden. Den er virkelig svær at beskrive, for den er så subtil og samtidig altdominerende.
Jeg skal snart starte op på abilify, som er et anti-psykotisk middel. Tanken med at vælge et anti-psykotisk middel selvom jeg ikke har psykoser er, at i små doser så virker de angstdæmpende. Meget simplificeret så går de ind og dæmper dopamin i de dele af hjernen som producerer psykoserne, og hæver dopaminniveauet i de områder af hjernen der står for motivationen, evnen til at sætte i gang og energien til det. Teorien, og grunden til at jeg har diagnosen simpel skizofreni, er at jeg ikke som sådan har psykoser, men min måde at opfatte verden er lidt derhenad, og det er med til at overstimulere mig, og dermed give mig angst. Mange af tingene er ikke i sig selv ubehagelige, men det giver mening for mig at de kan løbe op og være med til at intensivere min opfattelse af verden, og at det er det jeg ikke kan rumme. Forhåbningen er at den nye medicin vil dæmpe det, og så give mig den energi og motivation til livet som jeg så desperat mangler.
Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg er pænt nervøs for bivirkninger. Min erfaring siger mig jo at jeg er ret sensitiv for bivirkninger af psykofarmaka. Men jeg kan godt lide at vi prøver noget nyt.
Noget der ikke bare er en ny version af anti-depressiv. Faktisk dropper vi den smule jeg tager, og så satser vi på anti-psykotisk. Hvis abilify ikke virker, så er der andre præparater. Jeg har et ambivalent forhold til medicin, men jeg kan ikke klare det her mere. Jeg har brug for mere hjælp. Rigtig hjælp.
For jeg orker generelt ikke at være i live. Jeg bryder mig ikke om at bevæge mig, det er ikke rart, fordi det trækker så meget energi. Jeg kan ikke gå på gaden uden en at snakke med, eller musik i ørerne, jeg kan simpelthen ikke rumme alle indtrykkene. Selv små opgaver er kæmpe store og uoverskuelige og for tiden kan jeg ikke koncentrere mig om noget som helst. Jeg hører de samme albums på repeat, ser kun serier og film jeg har set før og kan ikke læse særligt meget. Jeg har simpelthen nok i bare at eksistere, men samtidig er jeg rastløs og keder mig.
Jeg kæmper også meget med bitterhed for tiden, jeg tror jeg nævnte det i sidste indlæg. En bitterhed over at mit liv ikke er blevet som jeg ønskede, og især en bitterhed over at andre kan alt det jeg ikke kan. At andre i grove træk har det liv jeg troede jeg skulle have.
Det er svært for mig ikke at være med til ting, men samtidig har jeg bare ikke kræfterne til at være med. Jeg har nogle lyse øjeblikke, og de sidste par gange har jeg reddet på bølgen og er blevet ude til den lyse morgen. Jeg har suget letheden til mig, for den er der så sjældent.
Jeg er også bitter over min krop. Bitter over at jeg må indse at den ikke bliver som jeg vil have, for jeg har ikke kræfterne til at gøre det der skal til. Rent fysisk er der ikke noget der forhindrer mig i at tabe mig, og jeg har ikke nogle spiseforstyrrelser, men jeg har et meget usundt forhold til mad.
Der går ikke én dag hvor jeg ikke tænker for meget over hvad jeg spiser, og jeg hader mig selv for at spise, uanset hvad det er. Samtidig har jeg ingen viljestyrke mod usunde, især søde, ting. Og det er som om jeg underbevidst ved, at jeg hader mig selv uanset hvad, så kan jeg lige så godt forsøde det lidt.
Samtidig er mad en af de få ting jeg kan forkæle mig selv med, og det er usundt af helvedes til.
Da Mandefyren og jeg besluttede os for at gifte os, så var der med det samme en kjole jeg ejer som sprang frem. Dén ville jeg have på. Problemet er bare, at det jeg så for mig, var en 30-40 kg lettere version af mig selv i den kjole. Jeg har siden starten af oktober fortalt mig selv at jeg nok skulle kunne tabe mig, i hvert fald 10 kg. Nu holder jeg ikke øje med tallet på vægten, men hvordan mit tøj sidder, og jeg kan godt afsløre, at hvis der er sket noget som helst, så har jeg taget på.
Det handlede om at jeg ikke ville ende med at se på billeder fra den dag og kun se min vægt. For det er det første jeg ser, når jeg ser billeder af mig selv. Selv når det er gode billeder, så er det første jeg ser min mave, mine manglende kraveben, mit ansigt der mangler kindben, lovehandles og størrelsen på mine overarme.
Jeg hader at det er sådan, men det er det.
Og det skal ikke være mit fokus på billeder fra den dag jeg gifter mig med det bedste menneske jeg nogensinde har mødt. Vi skal ikke holde stort klassisk bryllup og den første der starter en bryllupstradition ryger i havnen (og vi kommer til at holde det på en båd, så det er en meget reel trussel). Men jeg ønsker mig stadig nogle gode billeder så jeg kan mindes, hvad der, med garanti, bliver en fantastisk dag. Og selvom jeg ikke skal i stor hvid prinsesse kjole og hele showet, så vil jeg da gerne se godt ud den dag, jeg ville da lyve hvis jeg påstod andet.
Og i nat, da jeg ikke kunne sove, tog jeg så en beslutning. Kjolen er droppet, for jeg har en anden der klæder mig som jeg ser ud nu. Og som i øvrigt vil passe meget bedre til årstiden. Hvis jeg bliver ved med at fokusere på at tabe mig inden august, så sætter jeg mig selv op til at fejle og blive skuffet. Og det vil jeg ikke. Så jeg skal ikke tabe mig. Jeg må indse at jeg ser ud som jeg gør. Og det er virkelig svært. Virkelig, virkelig svært.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar