Jeg tør ikke helt tro på at det faktisk bare går fremad nu, men jeg nyder at føle mig levende og faktisk føle mig som mig selv igen, efter denne her sommer som har været et helvede.
Jeg prøver langsomt at engagere mig i nogle småting og vænne mig til at lave noget og have noget ansvar. Selvfølgelig med målet om at kunne noget på fuld tid en dag, men jeg vil ikke sætte min bedring over styr ved at gå for hurtigt frem.
Mit daglige mål er stadig bare at komme udenfor lejligheden, hvis ikke til andet så til en gåtur. Det går godt, der har været en enkelt dag hvor det kun blev til en tur ud og hente en sandwich og hjem igen og være sur, men jeg gjorde dog det.
Mit humør svinger ikke så meget mere som det har gjort - derfor tænker jeg at det er de stemningsregulerende der virker. Jeg mærker stadig stik af forskellige følelser, der ikke altid passer til situationen jeg er i, men jeg kan bedre skubbe det væk nu. Jeg øver mig i ikke at give det lov til at fylde, selvom det er svært.
Jeg skal stramme lidt op igen i forhold til min kost. Her mens mit hoved har været opslugt af angst har jeg ikke haft overskud til at tænke over det. Men nu er jeg igen på sund kost, færre snacks og mere bevægelse. Jeg overvejer at tage en alkohol-fri måned snart. Ikke fordi jeg drikker meget, men simpelthen for at skære de kalorier fra i en periode. Jeg håber at fordi lamotrigenen virker, at jeg så måske kan stoppe med cipralexen, altså de anti-depressive. Hvis jeg kan det, så kan det også være at jeg bliver endnu bedre til at styre min lyst til at spise. Jeg er blevet MEGET bedre end jeg har været, men jeg synes godt stadig at det kan være svært ikke at give efter, selvom jeg ved at jeg ikke er sulten, men bare vil spise for at give mig selv en tryghedsfølelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar