Fokus på angsten.

Omsider fik jeg set min psykiater - typisk nok efter jeg begyndte at få det bedre og få færre angstanfald. Men hun mente at jeg skulle fortsætte med at trappe op med Lamotrigin og trappe lidt op på Lyrica og så få fat i en god psykolog.
Jeg skal arbejde på ikke at gå ind i angsten, ikke at fodre den og mærke den for meget. Jeg skal billedligt talt lukke den inde i et mentalt skab og aftale med mig selv at uanset hvad, uanset hvor meget skabet ryster, dirrer og larmer, så åbner jeg ikke skabet. Det er selvfølgelig en del nemmere sagt end gjort.
Når angsten rammer så skal jeg fokusere på min vejrtrækning og fokusere på den situation jeg er i, for den er jo ikke farlig. Jeg skal evt. tælle potteplanter omkring mig eller fliser i gulvet eller noget helt tredje. Jeg skal anerkende angsten, men ikke lade den tage over. Og det er allerhelvedes svært!
For når angsten rammer så er det som at blive skyllet over af en tsunami og den er svær ikke at lade sig rive med af. Det føles som om, at hvis jeg bare giver den lov og tuder igennem, så vil det være overstået og jeg kan komme lettet ud på den anden side, men sådan fungerer angstanfald ikke. Det føles naturstridigt og forkert ikke at lade angsten rase, men hvis jeg gør det, så løber det hele kun mere ud af kontrol. Når man går ind i følelserne på den måde, så gør man kun ondt værre.
Og det ved jeg godt.
Men én ting er at vide det, en anden er at kunne reagere efter det når ens krop og hoved går amok.
Og det er her en psykolog skal hjælpe med at give nogle kognitive øvelser jeg kan lave.

Så den næste tid har jeg fokus på bare at lære at lave de her øvelser når det hele ramler. At få bygget det her mentale skab og skubbe monsteret derind. Så må alt det andet komme bagefter.
Min psykiater har en teori om at alle mine borderline symptomer i virkeligheden kommer af ubehandlet angst, fordi jeg ikke har de to kernesymptomer; jeg har ikke haft en dårlig opvækst med misbrug eller andet skidt og jeg er ikke typen der ikke kan finde ud af relationer - tværtimod så skaber jeg stærke relationer til folk.
Men jeg har jo resten af den skønne liste af symptomer: mangel på identitetsfølelse, lavt selvværd, nedsat evne til udholdenhed så man tit opgiver projekter, meget svært ved at være alene, kroniske følelser af tomhed og kedsomhed, tendens til impulsivitet, frygt for at blive forladt, følelsesmæssig ustabilitet og svingende humør, tendens til selvskade og selvmordstanker (for yderligere uddybelse af mine tanker om nævnte symptomer læs indlæggene: Også feer har borderline, Emotionel Ustabil Personlighedsforstyrrelse Type Borderline, Når blodet flyder og At ville være fri for livet).

Det er disse symptomer min psykiater mener er kommet af ubehandlet angst, det ved jeg dog ikke om jeg er helt enig i. Hun henviste til mit overfald (læs: Overfaldet som barn), men angsten ramte først flere år efter og mange af de andre symptomer var gældende før angsten blev en del af mit liv.
Men som nævnt før er det svært at sige hvad der har ført til hvad i et liv, så hvem der har ret ved jeg ikke. Én ting ved jeg dog og det er, at hvis jeg kan lære at håndtere denne her angst og ikke mindst angsten for angsten, så er jeg nået langt og kan forholde mig til alle de andre ting en del lettere.

Jeg skal se min psykiater allerede i næste uge og der skal jeg have spurgt lidt mere ind til den mere generaliserede angst, for det vi snakkede om sidst var meget fokus på angstanfaldene og når jeg smelter sammen og intet kan overskue. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre ved den murrende følelse når jeg skal ud af døren eller ved den helt grundlæggende følelse af "ubehag", i mangel på bedre ord, ved at være vågen og i live.

Derudover har min læge givet en udtalelse til jobcenteret om at jeg ikke er arbejdsduelig før om mindst 4 måneder grundet angst og depression. Så nu må vi se hvad jobcenteret siger til det.
Jeg måtte afmelde mig det kursus de havde sat mig til, fordi jeg fik galopperende angst hver gang jeg skulle afsted. Så lige nu laver jeg ikke noget officielt. Jeg gør dog mit bedste for at få en hverdag op at køre hvor jeg kommer ud, om det så bare er til en kop kaffe med en veninde eller til en gåtur om søerne. Jeg skal øve mig i at komme mere ud og ikke bare sidde i sofaen og spille dumme spil på min telefon og vente på at tiden går. Jeg øver mig og jeg arbejder på mig selv hver dag, også selvom jobcenteret måske ikke kan måle og veje det.